Juice, juice og mere juice

Jeg har nu ejet min juicemaskine i én uge, og har fået lidt erfaring med forskellige kombinationer og smage. Og jeg elsker maskinen!! Men det er ikke alt juice der smager lige godt…

Til min fødselsdag fik jeg et tilskud til frugter og grøntsager, så jeg kunne komme i gang med at juice en masse. Jeg valgte derfor for at bestille en ‘juice-selv kasse’ fra Aarstiderne. Den indeholder 3 slags juice, som man kan lave to gange.

Den første jeg prøvede var en ‘Pink Passion’

IMG_1171.JPG

IMG_1169.JPG Den består af æble, gulerod, broccoli, citron, ingefær, ananas, agurk, squash og rødbede.
Min umiddelbare tanke er, at der er for mange ingredienser i denne juice. Jeg synes kun jeg kunne smage rødbede, og det er lidt trist!

Den anden jeg gik i gang med var ‘Spicy Kale’, som består af æbler, appelsin, pære, ingefær og hvidkål

IMG_1192.JPG Denne juice var langt mere frisk og lækker! Den havde en eftersmag af kålen, men uden at det var for meget.

Den sidste jeg fik med i kassen fra Aarstiderne hed ‘Fresh’n Bitter’

IMG_1202.JPG Den indeholder grapefrugt, lime, fennikel og squash. På opskriften står, at den smager hen af champagne, men umiddelbart er det grapefrugten der skinner mest igennem, hvilket jeg ikke er helt til.

De tre juicer fra Aarstiderne er meget specielle og fyldt med sunde vitaminer fra frugten og grøntsagerne. Der var ingen af dem, som jeg syntes smagte fremragende, men med tanke på hvor sunde de er, kunne jeg godt finde på at lave ‘Spicy Kale’ igen. Grapefrugt vil jeg nok senere hen juice sammen med appelsin.

For at prøve noget uden for mange grøntsager, lavede jeg i dag en frugtjuice med æble, appelsin og gulerod. Og den smagte fantastisk!!!

Jeg har planer om en masse forskellige juice, og for at bloggen ikke fyldes med daglige juice-indlæg, kan man evt. følge mig på instagram – brugernavn Fru_Frimann_Larsen Her vil jeg vise det jeg prøver i maskinen

Cheesecake med hvid chokolade

Det her indlæg er næsten som at have en gæste-blogger på besøg. For det handler om en kage (inkl. opskrift) fra et helt nyt bekendtskab!

I sidste uge var jeg til polterabend, hvor desserten blev leveret af brudens kusine. Og jeg kunne slet ikke stå for smagen!! Det er absolut den lækreste cheesecake jeg har sat tænderne i…

20131006-163124.jpg Herunder får I hendes opskrift.

I kan følge hende på instagram – Sisse Nygaard. Hun er lige startet op på instagram, men forhåbentlig får hun blod på tanden og laver en madblog. Jeg vil i hvert fald følge hende!!

Opskrift

Bund:
300 g digestivekiks
125 g smør

Ostecreme:
350 g hvid chokolade
2 blade husblas
150 g flormelis
4 dl piskefløde
400 g flødeost, stuetempereret
2 ½ dl creme fraiche 18 %
2 økologiske lime, skal og saft heraf
1 vaniljestang, kornene herfra
Blåbærmarmelade:
Hvis det skal være nemt kan jeg anbefale Svansø blåbærmarmelade, men ellers foretrækker jeg selv at lave min egen blåbærmarmelade hvilket er ret nemt.
Sådan laver du cheesecake:
Tænd ovnen på 180 grader, og smør en springform på 24-26 cm med blødt smør.

Smelt smørret, og knus digestivekiksene fint – f.eks. ved at komme kiksene i en frysepose og brug en kagerulle til det er helt fint. Tilsæt det smeltede smør, og rør indtil massen ligner vådt sand.

Tryk kiksemassen i bunden af springformen, og bag bunden i 15 minutter, indtil overfladen er let gylden. Tag bunden ud, og lad den køle helt af.
Når kiksebunden er kold smøres der et godt lag blåbærmarmelade på.

Hak chokoladen groft, og smelt den over vandbad på lav varme. Når chokoladen er næsten smeltet, skal den tages af varmen og sættes til afkøling.

Læg 2 blade husblas i en skål med koldt vand.

Rør flødeost, crème fraiche, limeskal og -saft, flormelis og vaniljekorn sammen, til blandingen er cremet. Hæld den helt afkølede hvide chokolade i cremen, og rør indtil blandingen er glat – tjek, at den hvide chokolade er grundigt blandet med resten af ostecremen.

Knug husblassen fri for vand, og smelt den over et vandbad. Vend den nu hurtigt, men grundigt, i flødeostcremen. Det er vigtigt at være tjep, ellers når husblassen at stivne og danne tråde.

Pisk fløden til blødt skum, og vend den i ostecremen. Hæld cremen over kiksebunden, så jævnt som muligt, og sæt kagen på køl i 3-4 timer eller natten over.